Fortsætterhold

Fortsætterhold fra hvalpehold

Fortsætter holdet er et opsamlings hold efter hvalpeholdet og en mellemstation, hvor du har mulighed for at beslutte dig for, hvad du vil lave med din hund, hvad enten det er konkurrence, tricks eller en lydig familiehund, du har i tankerne. Du er her i kortere eller længere tid, dog minimum 2 måneder.

Under overskrifterne klar kommunikation, leg og lydighed, forsøger vi at skabe det bedst mulige fundament for et godt samarbejde mellem din hund og dig. Vi bygger videre på den viden og erfaring du og din hund har fået på hvalpeholdet, og du får mulighed for at snuse til flere forskellige genrer og discipliner inden for hundetræning og hundesport. På den måde vil vi bestræbe os på at hjælpe dig med at finde den rette hylde for din hund og dig.

Er det DcH-programmet (lydighed), agility og rally I skal arbejde videre med? Hvad er nose work, dogdancing, spor og tricks? Skal vi ende med en familiehund eller konkurrencehund – eller kan vi begge dele?

Alt sammen for at give dig et godt grundlag for at vælge det hold og den retning, der matcher din hund og dig bedst.

Vi vil kigge på det enkelte team og tage fat, hvor der er behov. Så har du noget du gerne vil have fokus på, er der også plads til det. Afhængig af behov og interesse fra hundeførerne på holdet, har vi mulighed for at trække gæste instruktører ind og tage på tur med mere.

Det eneste jeg næsten kan love på forhånd er, at der bliver ikke to trænings aftner der bliver ens. Vi træner i 1½ time fordelt på ca. 1 time træning og ½ time med teori eller anden hundesnak. Hjemmearbejde forekommer.

Fra fortsætterholdet kan du f.eks. komme videre til: Ny-C holdet, Familie holdet, Hygge holdet, Agility.